Thailand - torsdag den 11. marts 2004
Rundt om Phuket
Så var der desværre ingen vej tilbage. Kufferterne skulle pakkes men først skulle vi have morgenmad.
Vi havde haft lidt uoverensstemmelser med resortet, der havde hævet priserne på bungalowerne fra 1650 til ca. 2500 bath pr. overnatning. Vi havde imidlertid en klar aftale på e-mail om den lave pris. Efter nogen tid havde personalet haft fat i manageren, der åbenbart gav os ret, så regningen kunne blive betalt. Det tog 10 minutter at få regnet det hele efter og 25 minutter at få lov til at betale, fordi de løb tør for papirstrimmel i kreditkort-automaten. Det betød også, at de kørte mit kreditkort igennem 4 - 5 gange, hvilket jeg ikke var så tryg ved.
Kufferterne blev pakket og der endte med at være fin plads bl.a. fordi vi smed det meste af en bærepose med tøj væk. Det var blevet for slidt og gammelt, til vi gad slæbe det med til Danmark.
Marie og Torben gik ned for at få en sidste gang thai-massage og fod-massage mens vi andre samlede al bagagen i Torbens hytte. Vi havde fået lov at låne den frem til kl. 14, hvor alt bagagen ville blive hentet af hotellets piccolo.
Kl. 14:30 havde vi en aftale med en tur-arrangør om at hente os og vores bagage. Planen var, som tidligere fortalt, at vi gennemførte en tur og sluttede af i Phuket Lufthavn.
5 minutter før tiden var chaufføren der med en næsten ny wan til os. Lækker bil! Og god aircondition, hvilket var nødvendigt. Det var - som sædvanligt - utroligt varmt.
Første stop var en orkidefarm, hvor vi så de smukke blomster i mange afskygninger og til mange priser fra 5 - 10 bath til over 300 bath for en enkelt plante. De var flotte, men den samlede oplevelse kunne ikke hamle op med et besøg i Keukenhof i Holland, hvor de havde et stort drivhus fyldt med orkideer.
Videre til en "abefarm" hvor vi så aberne leve under dybt diskutable forhold, bundet i korte snore og siddende i solen, hvor de kun kunne finde skygge ved den pæl, som de var lænket til. Farmens mål var, udover at være en turistattraktion, at lære aberne at kravle op og dreje kokosnødderne fri i palmerne. Vi så et eksempel på en abe, der kravlede op i en palme og drejede nødderne rundt, til de løsnede sig og faldt ned med et hult drøn. Vi var alle enige om, at aberne ikke blev behandlet ordentligt men udsat for regulær dyremishandling.
Videre til elefantshow, der bestod af et kort - ca. 10 minutters - show med 3 elefanter, der viste nogle få kunster. Det var noget af et antiklimaks til det store show, som vi havde set i Pattaya 5 år tidligere. Showets højdepunkt for os var, da far blev lokket ud til en gang elefant-thaimassage.
Så blev det tid for "elefanttrekking", hvilket i dag var ensbetydende med en ca. 15 minutters lang tur på ryggen af en elefant. Så fik vi det prøvet og jeg vil sige, at 15 minutter var egentlig også mere end nok, selv om Lasse proklamerede, at han gerne ville rejse hele vejen til Danmark på ryggen af en elefant...
Så gik turen til en "fabrik", hvor vi kunne se cashewnødderne blive fjernet fra frugten og pillet ud af skallerne. "Fabrik" i anførselstegn, fordi det viste sig at være en rigtig turistattraktion, hvor de til lejligheden havde placeret nogle arbejdere, der udførte det beskrevne arbejde til en ussel løn. Det tog ca. 3 minutter for fabrikkens guide at forklare og vise processen. Dernæst gik hun straks videre med at præsentere et hav af produkter, som hun gerne ville sælge til os. Opfindsomheden var stor, når det gjaldt om at anvende cashewnødderne. Det var bl.a. kager med sesamfrø, spicy nødder, saltede og søde. Der var mindst 100 produkter med cashewnødder. Jeg synes det var synd for nødderne, der egentlig har en fin og mild smag i sin rene form. De rene nødder kostede i øvrigt 150 bath for ca. 100 gram. Jeg havde tidligere købt 1 kg. for 230 bath (på Ko Lanta).
Dagens sidste stop var en solnedgang på sydvest spidsen af Phuket. Men der var over en time til solen gik ned, så vi spurgte vores guide, der sad foran sammen med chaufføren, hvad vi skulle lave indtil da. Coffeebreak var svaret - og det kunne vi jo sagtens være med til...
Vi kørte til Phuket Town og nåede vejen, der drejede ind til vores toldfrie center fra i går: Wang Talang. Vi nåede lige at fortælle dem, der ikke havde været med dagen i forvejen, at dér havde vi været, da chaufføren svingede derind! Nej det kunne da ikke passe, at vi igen skulle spilde tiden på en af de intetsigende shouvenirshops! Men alle forsøg på at forklare chaufføren og guiden, at vi allerede havde været derinde var forgæves. De sagde kun, at deres virksomhed havde kontrakt med Wang Talang. Vi overvejede at nægte at forlade bilen men blev enige om, at vi kunne gå ind og få et glas koldt sodavand og en kop kaffe og så bare gå igen. Det blev planen...
Et godt råd til andre er, altid at spørge en turarrangør, om der er disse skjulte tvangsbesøg hos toldfrie shops, inden man køber en tur - og man skal næsten have det på skrift, for ellers lyver de bare!
Så gik det mod solnedgangen. Vi nåede frem i god tid - og selv om det ikke var i en by, så var der et sandt gedemarked af butikker og gadehandlere. Stedet var åbenbart et populært turistmål. Vi befandt os på Phukets sydspids - og altså næsten så langt væk fra Phuket Lufthavn, som vi kunne komme. Det var nemlig på nordspidsen. Så vi vurderede hurtigt, at vi ikke ville vente på solnedgangen men istedet køre videre mod lufthavnen hurtigst muligt. Det tog heller ikke lang tid at konstatere, at det ikke ville blive nogen spektakulær solnedgang. Den ville ikke kunne måle sig med, hvad vi havde set tidligere på turen...
Efter et kvarters ophold, fandt vi vores bil og satte snuden mod nordøst - til Phuket By, hvor vores guide skulle sættes af. Videre op mod lufthavnen og vores disposition med at springe over solnedgangen viste sig at være rigtigt vurderet. Havde vi ikke gjort det, havde vi helt sikkert ikke nået vores fly!
Vi var i lufthavnen i god tid inden seneste check-in tidspunkt, og vi måtte sande, at en time til check-in absolut ikke var for lang tid. Vi skulle igennem de sædvanlige køer og det gik langsomt. Til sidst måtte vi haste frem til flyet. Alle var trætte efter en lang dag, så det gnistrede lidt undervejs!
Havde vi forventet et lille propelfly, som dem, der ofte flyver indenrigs i Danmark, så blev vi skuffet. Det var et stort Boeing 747 med plads til mange passagerer. Flyet, der skulle til Frankfurt efter Bangkok, lettede fra Phuket med kort forsinkelse. Der blev serveret en let anretning med en juice og lidt snacks. Turen til Bangkok tog godt en time og heldigvis skulle vi ikke bekymre os om vores bagage i Bangkok. Det røg (forhåbentlig) automatisk med videre til København.
I Bangkok skulle vi finde noget at spise. Klokken havde passeret 22, så vi var sultne. Det første indtryk af Bangkok Lufthavns duty free område var, at det var meget langt og glimrede ved at have ganske få siddepladser. Masser af butikker, der på mange måder havde samme udbud som i Kata. Her var dog ingen skræddere men mange duty free butikker med godt opskruede priser.
Vi fandt 7 ledige siddepladser i modsatte ende af, hvor vores gate 22 var. Her var heldigvis en KFC (Kentucky Fried Chicken). Lufthavnen havde i øvrigt få reelle restauranter men mange små snacks/lette madsteder. Vores fælleskasse kunne lige klare en gang fælles mad fra KFC, der på mange måder minder om McDonalds. Maden er dog bedre - og som navnet antyder baseret på kyllingekød. Vi købte en stak forskellige færdigmenuer og alle blev mætte. Det smagte ganske udemærket men lå nok i den fedende ende, da det meste var friturestegt.
